Overgreb mod børn og unge kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Fælles for overgrebene er, at de skader barnets udvikling og trivsel. Fagpersoner har en vigtig opgave i at være opmærksomme på overgreb og handle rettidigt, når mistanken opstår
Fremtrædelsesformer
Overgreb mod børn og unge kan have mange forskellige fremtrædelsesformer som fx fysisk/psykisk vold eller seksuelle overgreb.
De kan foregå i den fysiske eller i den digitale verden, og de kan indgå i æresrelaterede konflikter.
Børn i risiko
Overgreb finder sted i alle samfundslag og i alle typer af familier, men nogle børn og unge er i større risiko for at blive udsat for overgreb end andre. Børn og unge er i større risiko, hvis de vokser op i en familie, der har andre udfordringer såsom kriminalitet, misbrug, psykisk sygdom m.m.
De kan også være i større risiko, hvis de har funktionsnedsættelser eller er anbragt uden for eget hjem.
Disse risikofaktorer kan gøre det svært at få øje på overgrebet, fordi de andre udfordringer umiddelbart kan forklare den mistrivsel, som barnet udviser.