COS-P er et gruppebaseret forældreprogram, der skal fremme en god og tryg tilknytning mellem barn og omsorgsperson og forebygge udviklingen af utryg tilknytning.
Circle of Security – Parenting (COS-P) er et forældreprogram, der har til formål at fremme en god og tryg tilknytning mellem barn og omsorgsperson ved at opøve forældrenes forståelse af barnets adfærd samt give dem redskaber til at ændre egen adfærd over for barnet.
Metoden er forankret i tilknytningsteori og tager udgangspunkt i at forstå barnets udviklingsbehov og at støtte barnet til henholdsvis at undersøge verden og søge forældrene igen, når barnet er utrygt.
Med afsæt i Tryghedscirklen får forældrene bl.a. en indføring i konceptet ”en sikker base/sikker havn”, som er central i tilknytningsteorien. Forældrene får støtte til at udforske egne reaktionsmønstre, samt hvordan deres egen opvækst kan påvirke den måde, de selv er forældre på. Tilgangen lægger op til at møde forældrene ikke dømmende og mentaliserende.
Målgruppen for COS-P er primært forældre med børn i alderen 0-5 år, der er i risiko for at udvikle eller har udviklet tilknytningsvanskeligheder.
COS-P anvendes bredt i danske kommuner. Metoden viser positive forandringer i samspilskvaliteten mellem forældre og børn, samt i forhold til forældrenes forståelse af forældrerollen og af barnet.