Cool Kids er et angstprogram som har til formål at lære børn og deres forældre hensigtsmæssige måder at håndtere børnenes angst på. Programmet viser positive effekter ved behandling af angst.
Cool Kids angstprogrammet er udviklet af en forskergruppe i Australien. Det er bearbejdet og oversat til dansk og afprøvet i Danmark af Angstklinikken, Aarhus Universitet.
Cool Kids er baseret på kognitiv adfærdsterapi og kan anvendes individuelt eller som gruppebaseret program, hvor 5-6 jævnaldrende børn deltager sammen med deres forældre. Programmet strækker sig over 10 sessioner af 2 timers varighed. Formålet er at lære børn og forældre nye og mere hensigtsmæssige måder at håndtere angsten på.
Programmet omfatter temaer som realistisk tænkning, gradvis udfordring af frygten, problemløsning og opbygning af selvsikker adfærd. Cool Kids er tilpasset til at omfatte normalt begavede børn og unge med autismespektrumforstyrrelser.
Der findes en særskilt version af programmet, der kaldes Chilled, som er målrettet unge i alderen 13-18 år med angst som primær diagnose. Fokus i Chilled-programmet er at lære de unge nye strategier for, hvordan de selv håndterer angst.
Effektmålinger viser signifikant positiv effekt ved behandling af angst hos børn og unge med Cool Kids. Et dansk studie viser, at Cool Kids kan anvendes i PPR og Børne- og Ungdomspsykiatrien med positiv effekt.