Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) er en behandlingsform, der har til formål at støtte en borger med at regulere ekstreme følelser, som kan resultere i selvskadende adfærd. Terapiformen indebærer bl.a. både individuelle sessioner og gruppesessioner.
Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) er en intensiv behandlingsform, hvor der i ugentlige sessioner både arbejdes individuelt og i grupper. Behandlingsmodtageren har telefonisk kontakt med en terapeut mellem sessionerne.
Formålet med DAT er at støtte borgeren i at regulere ekstreme følelser og reducere uhensigtsmæssig følelsesafhængig adfærd (som fx selvskadende adfærd) og i at stole på og validere egne følelser, tanker og aktiviteter.
DAT er en af de første behandlingsmetoder, der blev udviklet direkte til behandling af selvskadende adfærd og selvmordstruende adfærd. Terapien er udviklet til unge med forskellige former for problematikker som fx:
- spiseforstyrrelser
- selvskadende adfærd
- og selvmordstanker.
Opfølgningsundersøgelser viser, at over tre år er der gode chancer for, at DAT kan reducere frekvensen af selvskadende adfærd i højere grad end almindelig behandlingsindsats. DAT betegnes som et vidensbaseret tiltag med solid teoretisk forankring.