Feedback Informed Treatment (FIT) er en vidensbaseret dialog- og evalueringsmetode, der er udviklet til fagprofessionelle på tværs af målgrupper. Formålet med FIT er at forbedre kvaliteten og effekten af indsatsen ved systematisk at inddrage feedback fra borgeren.
Feedback Informed Treatment (FIT) er en vidensbaseret metode til dialog og evaluering. FIT anvendes i dag på tværs af kommunale og regionale tilbud over for mange målgrupper. I Danmark anvendes FIT bl.a. ved:
- familiebehandling
- bostøtte-indsatser
- forebyggelse af magtanvendelse på botilbud
- gruppebehandling af patienter med spiseforstyrrelser
- misbrugsbehandling
- netværksmøder mv.
Fokus er på at tilbyde en individuel skræddersyet indsats, så den enkelte borger oplever at blive bedst muligt hjulpet af indsatsen. Indsatsen og samarbejdet mellem borger og fagprofessionel tilpasses ved systematisk at inddrage borgerens feedback.
FIT benytter to enkle skemaer som måleredskaber. Det ene anvendes i starten af mødet med borgeren, mens det andet anvendes i slutningen af mødet. Skemaerne tager under fem minutter at udfylde. Via skemaerne giver borgeren regelmæssig og systematisk feedback til den fagprofessionelle, der bruges til at tilrette indsatsen løbende.
I Danmark anvender mange tilbud og kommuner FIT. Det er relativt let at anvende redskaberne, men det tager tid at lære at anvende den indhentede feedback samt omlægge til en feedbackkultur, som kan give det fulde udbytte af indsatsen.