MOVE er en vidensbaseret samtalemetode til individuel, ambulant rusmiddelbehandling af unge mellem 15 og 25 år.
MOVE er en vidensbaseret metode til behandling af rusmiddelbrug blandt unge i alderen 15-25 år. MOVE bidrager til at fastholde de unge i behandling, og 50% af de unge er stoffrie ni måneder efter indskrivning. Metoden har vist bedre effekt end standard rusmiddelbehandling for unge i denne målgruppe. Metoden øger desuden de unges trivsel og uddannelsesaktiviteter. De unge har også færre opmærksomhedsproblemer og begår mindre kriminalitet.
MOVE er en manualbaseret samtaleform, som består af Den motiverende samtale og kognitiv adfærdsterapi. Desuden er der en række strukturelle elementer i MOVE:
- afdækningsredskabet UngMap
- et redskab til trivsel- og effektmonitorering
- gavekort for fremmøde,
- sms-påmindelser,
- statusbreve samt
- behandlingsplaner, hvor målene formuleres sammen med den unge
Metoden består af et primærforløb med 12 behandlingssamtaler efterfulgt af opfølgende behandling på seks måneder.
MOVE kan implementeres i både små og store kommuner. Metoden kan bruges af alle socialfaglige medarbejdere, der arbejder med at behandle unge med et behandlingskrævende rusmiddelbrug.