Peer-støtte er støtte til mennesker med psykiske vanskeligheder, givet af mennesker, der selv har gennemlevet lignende vanskeligheder. Der er gode erfaringer med seks modeller for peer-støtte.
Peer-støtte er støtte til forandring, der finder sted mellem to eller flere personer, som har gennemlevet lignende vanskeligheder, og hvor mindst en af parterne har omsat og bearbejdet sine erfaringer til såkaldte erfaringskompetencer.
De danske erfaringer med peer-støtte til mennesker med psykiske vanskeligheder er gode og tager udgangspunkt i seks peer-støttemodeller.
Peer-støttemodellerne har tre målgrupper:
- Modtagere af peer-støtte
- Frivillige peer-støttegivere
- Organisationerne, hvor peer-støtten tilbydes og dennes medarbejdere.
Evalueringen af de seks peer-støttemodeller viser positive erfaringer for såvel peer-støttemodtagerne, peer-støttegiverne og organisationerne. Erfaringerne viser desuden, at implementering af peer-støtte kræver et grundigt arbejde med fokus på blandt andet kulturudvikling, ledelsesopbakning og kompetenceudvikling.
Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet en inspirationsguide med vigtige overvejelser samt redskaber, der kan understøtte en god implementering.
Omkostningerne ved at implementere og drifte peer-støtte er blevet vurderet og varierer fra model til model.