SIBS er et kort kommunikationskursus, der understøtter børn, der har søskende med handicap og deres forældre. Indsatsen er en tidligt forebyggende gruppeindsats, som er manualbaseret og ledes af fire uddannede medarbejdere.
SIBS er en indsats, der igennem fem, korte sessioner har til formål at styrke kommunikationen mellem søskende og deres forældre. SIBS arbejder med forælderens evne til at støtte op om deres børn og de følelser, som kan følge med at have en søskende med en funktionsnedsættelse. Forældrene undervises i at etablere og opretholde en god kommunikation omkring svære emner med deres barn, fx igennem psykoedukation og undervisning i måladfærden: lyt, udforsk, bekræft.
Børnene får lejlighed til at udforske og tale om, hvad det for dem vil sige at have en søskende med en funktionsnedsættelse. Samtidig får de mulighed for at møde andre søskendepårørende. I løbet af gruppeforløbet får barn og forælder mulighed for at øve sig sammen i at samtale.
VIVE har evalueret indsatsen og vurderer, at indsatsen er en lovende, tidligt forebyggende indsats. Indsatsen kan forbedre søskendepårørendes trivsel igennem en forbedret kommunikation i familien.
VIVE skriver i evalueringen, at indsatsen balancerer udgift og effekt.