Spousal Assault Risk Assessment Version 3 (SARA-V3) er et risikovurderingsværktøj. Værktøjet bruges til at vurdere risikoen for gentagen vold både hos personer, som er udsat for partnervold, og personer, som udøver partnervold. SARA-V3 kan bruges af fagpersoner i fx kommuner og på tilbud.
SARA-V3 er udviklet i Canada med henblik på at vurdere risikoen for gentagen vold både hos personer, som er udsat for partnervold, og personer, som udøver partnervold. Værktøjet kan også bruges til risikovurdering i sager om vold i nære relationer, der ikke handler om partnervold. Den, der udarbejder risikovurderingen, indsamler informationer om den voldsudsatte og voldsudøvende person. Ud fra informationerne arbejder man bl.a. med at:
- identificere risiko- og sårbarhedsfaktorer hos den voldsudøvende og den voldsudsatte person
- opstille mulige risikoscenarier
- udarbejde håndteringsstrategier.
På baggrund af de forskellige informationer bliver der udarbejdet et samlet overblik over vigtige faktorer i situationen. Det samlede overblik giver mulighed for at iværksætte handlinger, der mindsker risikoen for gentagen vold.
SARA-V3 bygger på grundig research af litteratur på området og erfaringer fra klinisk praksis.
SARA-V3 er et socialfagligt redskab. Værktøjet kan derfor bruges bredt af fagpersoner fra forskellige sektorer. Social- og Boligstyrelsen anbefaler, at man uanset faglig baggrund bliver uddannet i brugen af værktøjet.