PECS er en billedbaseret kommunikationsmetode, der kan styrke kommunikations- og sprogudvikling hos børn med autisme. PECS består af 6 visuelle faser, som begynder med en udveksling af simple billedikoner, der senere bruges til at opbygge sætninger.
Formålet med The Picture Exchange Communication System (PECS) er at give børn og unge med autisme uden talesprog mulighed for at udvikle et aktivt og mere nuanceret kommunikativt samspil med deres omgivelser, som rækker ud over den konkrete situation. PECS bør være én ud af flere metoder, der indgår i en helhedsorienteret indsats til børn og unge med komplekse kommunikationsbehov.
Grundprincippet i PECS er at lære barnet eller den unge at tage initiativ til kommunikativ udveksling i sociale sammenhænge ved hjælp af billeder, fotografier, stregtegninger, konkreter og symboler. Gennem udveksling af billeder kan barnet give udtryk for et ønske eller et behov. I praksis sker det ved, at barnet tager et billede af den ønskede genstand/aktivitet og giver det til fx en pædagog eller en forælder, hvorefter ønsket imødekommes.
Forskningsstudier peger på, at PECS kan bidrage til at udvikle børn og unge med autismes kommunikative evner.