Ud af Voldens Skygge (UVS) er et ambulant rådgivnings- og behandlingstilbud til voldsudsatte personer og deres børn. En evaluering viser, at kvinder, der har gennemgået forløbet i UVS, bl.a. har fået reduceret symptomer på PTSD og angst.
Ud af Voldens Skygge (UVS) er et rådgivnings- og behandlingstilbud, som varetages af Mødrehjælpen. Formålet med indsatsen er at udføre terapeutisk behandling af voldsudsatte personer og deres børn. Målgruppen for UVS er voldsudsatte personer, som lever eller har levet i et voldeligt forhold, og deres børn. Behandlingen har til formål at bearbejde de fysiske og psykiske reaktioner, som de voldsudsatte personer og deres børn har fået som følge af det voldelige forhold.
Et forløb i UVS består af fem faser:
- Visitationsfasen
- Rådgivnings- og stabiliseringsfasen
- Behandlingsfasen, hvor der arbejdes med bearbejdning af traumatiske oplevelser både individuelt og evt. i grupper
- En efterværnsfase
- En udslusningsfase.
Behandlingen varetages af socialrådgivere, pædagoger, terapeuter og psykologer. Et forløb i UVS varer typisk et til halvandet år. De voldsudsatte personers børn har mulighed for at komme i børneforløb, som enten er individuelle forløb eller gruppeforløb.
Videnscenter for Psykotraumatologi udarbejdede i 2014 en evalueringsrapport for UVS. Denne viser, at de kvinder, der har gennemgået hele forløbet i UVS, har fået:
- reducerede symptomer på PTSD og angst
- bedre selvværd og funktionsniveau
- større tillid til andre
- større uafhængighed fra den voldelige partner.