Tilgangen til skolen og læring hos barnet med PDA kan være præget af stærk angst, ofte for at lave fejl, hvilket påvirker lysten til at gå i skole for en del børn.
Et positivt samspil er altafgørende, når man skal hjælpe et barn med PDA. Et godt match mellem fx en støtteperson eller lærer og barnet er vigtigt. Det er afgørende, at lærer og støtteperson forstår egen rolle, så der skabes et støttende og ikke-fordømmende miljø baseret på tillid og samspil, der fremmer den sociale og følelsesmæssige udvikling hos barnet.
En hvilken som helst metode bør skræddersys til det enkelte barns læringsproces. Det er vigtigt, at der er voksne, der kan yde støtte til barnet og dets familie. Derudover er det vigtigt at sikre, at barnet får støtte til at få et godt forhold til sine jævnaldrende.