I ungdomsårene vender de fleste unge sig i stigende grad mod jævnaldrende og vælger selv sociale relationer. Der er forventninger til, at en ung pige begynder at gå op i, hvordan hun ser ud, og begynder at interessere sig for mode og make-up. Mange med autisme, både piger og drenge, går ikke op i deres udseende og sætter ofte komfort over stil.
Nogle unge piger med autisme vælger en bestemt stil og følger den til punkt og prikke. Det kan være Goth, Manga (japansk tegneserie) eller stilen fra et bestemt årti. Derfor kan unge piger med autisme virke påfaldende for deres jævnaldrende og risikere at blive holdt udenfor.