Behandlingsmodellen for hash og centralstimulerende stoffer (HCS) er gruppebehandling til personer, der har et behandlingskrævende forbrug af hash eller centralstimulerende stoffer, og som ikke har andre væsentlige sociale problemer.
HCS henvender sig til personer over 18 år, der har et behandlingskrævende forbrug af hash og/eller centralstimulerende stoffer. Målgruppen for projektet er derudover kendetegnet ved at have en lav til moderat psykosocial belastning. De fleste personer i målgruppen er aktive på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.
Indsatsen er udviklet for at imødekomme målgruppen af personer, der oplever barrierer for at opsøge behandling i det almindelige behandlingsregi på grund af frygt for stigmatisering. Tilbuddet er ikke anonymt, men det er et centralt element, at tilbuddet skal foregå et sted, der ikke ligner et behandlingscenter.
Indsatsen er manualbaseret og foregår i grupper. Gruppeforløbet varer 16 uger med sessioner af to-tre timer hver uge. Indsatsen er baseret på løsningsfokuseret terapi (LØFT). LØFT er en samtaleteknik, der har til formål at videreudvikle de ressourcer, som personen allerede har.
HCS-modellen er udviklet af Social- og Boligstyrelsen i forbindelse med udspillet Bedre kvalitet i stofmisbrugsindsatsen, også kaldet Stofmisbrugspakken. Modellen er implementeret i to kommuner i perioden 2014 til 2016.
Center for Rusmiddelforskning har evalueret HCS-modellen, som viser et betydeligt fald i stofforbrug og en oplevelse af øget trivsel.