Anbefaling 1: Rutinemæssig og dialogbaseret opsporing af voldsudsatte personer

Voldsudsatte personer har ofte nedbrudt modstandskraft og oplevelse af manglende handlemuligheder. Voldsudsatte kan have svært ved at søge hjælp af sig selv, da de kan opleve følelser af skam, skyld, lavt selvværd og lav selvtillid som følge af voldsudsættelsen. Voldsudsatte kan også være nervøse for ikke at blive troet på.

Selvom der kan være tegn, der tyder på vold, eller der kan være mistanke om vold, kan voldsudsættelsen også ofte være helt skjult. Vold er et tabubelagt emne, og den voldsudsatte person forsøger ofte at skjule volden. Det er derfor sjældent den voldsudsatte selv, der starter samtalen om voldsudsættelsen. Samtidig kan voldsudsatte personer ofte opleve ensomhed og isolation.

Isolationen kan være en direkte strategi i voldsudøvelsen eller en følge af den skam og skyld, den voldsudsatte kan føle. I begge tilfælde kan isolation og ensomhed modvirke, at den voldsudsatte opsøger hjælp. Derfor er det særdeles vigtigt at integrere en rutinemæssig og dialogbaseret opsporing, hvor voldsudsatte får mulighed for at fortælle om volden og tilbydes et støttende tilbud efter deres behov, så de på sigt kan bryde med isolation og voldsudsættelse.

Opsporing er en forudsætning for, at den rette indsats kan tilbydes og igangsættes. En koordineret og rutinemæssig opsporing af voldsudsatte personer vil hjælpe til at identificere de personer, som ikke selv opsøger støtte ift. voldsudsættelsen, og opsporingen kan bremse borgerens problembillede, før det vokser, og volden eskalerer.

Ved opsporingen af voldsudsatte personer skal man være særligt opmærksom på to dele. Det er vigtigt, at kommunal ledelse forholder sig til, hvordan begge punkter integreres i opsporingen. Det rutinemæssige i opsporingen handler om en systematisk opmærksomhed på vold i nære relationer, mens det dialogbaserede handler om måden, man spørger ind til en potentiel voldssituation på.

• Det rutinemæssige i opsporingen
  Det rutinemæssige i opsporingen indebærer, at der arbejdes med systematisk opsporing. Det betyder, at eksempelvis kommunale sagsbehandlere rutinemæssigt er opmærksomme på vold i nære relationer i mødet med borgeren.
  
  Det kan eksempelvis ske ved at have en systematik for opmærksomhed på vold i nære relationer, som kan integreres i eksisterende udredningspraksis og arbejdsgange. Det skal sikre, at medarbejdere er opmærksomme på, at vold kan være en dimension, der skal afdækkes ligesom øvrige sociale problemer, så skjult voldsudsættelse kan blive håndteret.

• Det dialogbaserede i opsporingen
  Det dialogbaserede i opsporingen indebærer, at kommunale medarbejdere med deres ledelse drøfter, hvordan man kan gribe samtaler an, hvor der ved mulige tegn eller bekymring om potentiel voldssituation spørges ind til dette. Karakteren af samtalen og spørgsmålene er vigtige for at skabe et fortroligt rum, hvor borgeren kan åbne op om sin situation i trygge rammer .
  
  Det er afgørende for opsporingen at sikre, at den voldsudøvende part ikke er tilstede eller i nærheden, når en dialog om eventuel voldsudsættelse finder sted. Det gælder også, hvis der fx er tale om en telefonsamtale. I den dialogbaserede samtale i opsporingen er det væsentligt at etablere en god og tillidsfuld relation til den voldsudsatte jævnfør anbefalingen om relationsopbygning.

Retningslinjer for opsporing

Det er relevant at udarbejde fælles retningslinjer for opsporingen. Retningslinjerne bør have fokus på, hvordan opsporing integreres som en del af det rutinemæssige i medarbejderes møde med borgeren, og hvordan den enkelte medarbejder handler, når der er mistanke om eller tale om voldsudsættelse.

Det kan fx være retningslinjer, der beskriver arbejdsgange for, hvem der gør hvad i kommunen på fx socialområdet, ældreområdet, handicapområdet, børneområdet, beskæftigelsesområdet, det boligsociale område med flere. I retningslinjerne kan der også indgå en plan for koordinering med øvrige sektorer. I dialog med medarbejderne bør ledelsen løbende vurdere, hvordan retningslinjerne fungerer i praksis.

Der bør desuden være særlig opmærksomhed ift. borgere, der kommer til fra en anden kommune. Ledelsen er ansvarlig for, at der laves retningslinjer for arbejdsgange og for, hvordan arbejdsgangene koordineres internt og på tværs. Anbefalingen om opsporing hænger derfor også sammen med anbefalingen om koordinering på tværs.

Derudover bør retningslinjerne have fokus på dialogen, der indledes, når kommunale sagsbehandlere og fagpersoner har mistanke om eller bliver bekendt med voldsudsættelse. De fælles retningslinjer bidrager til, at den enkelte medarbejder støttes i det opsporende arbejde og føler sig sikker i, hvordan en samtale, hvor der spørges til en potentiel voldssituation, gribes an. Det er i denne sammenhæng også vigtigt, at de fælles retningslinjer er tydelige omkring underretningspligten, hvis der er børn involveret, samt hvordan medarbejderne bedst forholder sig til denne.

Mange forskellige medarbejdere i kommunen kan møde og derved også have mulighed for at opspore personer udsat for vold i nære relationer. Det kan være frontpersonale, sagsbehandlere, fagpersonale på væresteder, opsøgende medarbejdere, hjemmehjælpere med flere. Det er derfor helt centralt, at alle medarbejdere ved, hvor kommunens fælles retningslinjer kan findes, så de kan finde hjælp, når de sidder med en konkret sag.

Hav løbende fokus på at drøfte retningslinjer samt konkrete oplevelser med en rutinemæssig og dialogbaseret opsporing af voldsudsatte personer. Det kan foregå i form af et fast punkt om vold i nære relationer ved supervision og sparring i fagfællesskaber. Derved kan den enkelte medarbejder dele konkrete oplevelser, der har gjort indtryk. Derudover kan medarbejdere videndele om, hvad der har en positiv virkning i opsporingen.

Brug eksempelvis Lev Uden Volds generelle råd og samtaleguide til samtalen med en person, hvor der er mistanke om, eller hvor det er sikkert, at der er voldsudsættelse. Drøft spørgsmålene, og tilpas dem til jeres organisation/team/afdeling:

Læs samtaleguides på Lev Uden Volds hjemmeside