ICS er en socialfaglig sagsbehandlings- og udredningsmetode, der er målrettet børne- og ungerådgiveres arbejde med børn og unge, der har eller kan have behov for særlig støtte og deres familier.
ICS-trekanten
ICS er illustreret som en trekant, der består af tre lige sider og har barnet eller den unges behov i centrum. De tre sider består af:
- Barnets udvikling
- Forældrekompetencer
- Familie og netværk

De tre sider i trekanten består af i alt 10 dimensioner. Dimensionerne sætter begreb på områder, der er forskningsmæssigt belæg for har betydning for barnets udvikling.
Trekanten illustrerer på denne måde, at barnets behov formes i samspillet mellem de tre sider, og at barnets behov er det centrale omdrejningspunkt i sagsforløbet.
Børn og unge med funktionsnedsættelser
I arbejdet med børn og unge med funktionsnedsættelser kan ICS-trekanten tænkes sammen med udredningsværktøjet. Fælles for trekanten og udredningsværktøjet er en bestemt tilgang til at forstå barnets eller den unges behov og systematisk at sætte barnet eller den unge i centrum.