Modellen henvender sig til kommuner, der vil udvikle deres tværfaglige samarbejde om bekymrende skolefravær. Målgruppen er børn og unge med begyndende eller bekymrende skolefravær i grundskolens 0.-9. klasse samt 10. klasse.
Modellen beskriver, hvordan kommuner kan arbejde med en helhedsorienteret indsats på tværs af skoler, PPR og socialområdet. Modellen understøtter fagpersoner omkring barnet i at samarbejde og sætte ind med en sammenhængende indsats, hvor der kan arbejdes med fokus på både læringsmiljøet i skolen, relationer til lærere og kammerater, fritidsliv, forhold i hjemmet og barnet selv. Samtidig har modellen et særligt fokus på, at barn og forældre inddrages i dialog, planlægning og beslutninger, så indsatsen tager afsæt i barnets ønsker og behov.
Tilgangen indebærer også, at kommunen etablerer et tværfagligt kom-i-skole-team, som kan støtte skolerne i håndtering af bekymrende skolefravær.
Erfaringer fra praksis viser, at modellen kan omsættes til lokale arbejdsgange og er fleksibel i forhold til forskellige kommunale organiseringer.